Ledige stillinger

Nordiske kundeservicemedarbejdere (FI/SE/NO)

Deltid/Fuldtid/Studiejob/Fleksjob

Vi søger flersprogede medarbejdere, der behersker: Finsk/svensk, svensk/øvrigt nordisk sprog eller norsk/øvrigt nordisk sprog flydende og som kan trives med at levere effektiv kvalitetsservice i en sæsonbetonet branche med særlig travlhed hen over sommeren.

Om jobbet

Arbejdet består primært i at besvare telefonopkald og mails vedrørende support af skov- og haveprodukter med hovedvægt på intelligente haveprodukter som robotplæneklippere. Du får oplæring i produkterne og systemerne, vi arbejder i og du må være forberedt på en høj læringskurve med en omfattende produktportefølje. Dog altid ledsaget af en mentor og hjælpsomme kolleger.

Så snart du er klædt tilstrækkeligt godt på, vil det være muligt delvist at arbejde hjemmefra. Ellers fra vores kontor i København K. Ansættelserne er på timeløn og vi søger både deltids- og fuldtidsmedarbejdere. Vores arbejdstider er hovedsagelig hverdage mellem 08-16. Ved studie-, fleksjobs- eller deltidsansættelse har vi behov for, at du kan arbejde minimum 15 timer ugentligt.

Dine kompetencer

· Du behersker finsk/svensk, svensk/øvrigt nordisk sprog eller norsk/øvrigt nordisk sprog flydende i skrift og tale.

· Erfaring med kundeservice er en klar fordel og du kan håndtere krævende kundeoplevelser og bevare bevidstheden om, at dette ligger i arbejdets natur.

· Du er mødestabil og ansvarsbevidst og har en god forståelse for dine styrker og begrænsninger.

· Du er rutineret i IT-systemer, sikker i at navigere på websites og gerne bekendt med AI værktøj.

· Du kan imødekomme høje forventninger fra kunder med tekniske og produktrelaterede udfordringer.

· Du er fleksibel, hjælpsom og omstillingsparat i en hektisk hverdag.

Om Aktiv ServiceCenter som arbejdsplads

Aktiv ServiceCenter er en arbejdsplads med højt til loftet og stærkt sammenhold. Vi løfter i flok og kommunikerer åbent og ærligt på tværs af sprog, ansvarsområder, alder og baggrund. Arbejdskulturen er uformel og rummelig og vi vægter solidaritet, stabilitet og den gode tone, også når det brænder på.

Lyder det som noget for dig, send os dit CV og en kort ansøgning som beskriver, hvordan du ser dig selv i rollen på mail: info@aktivservicecenter.dk

Du bedes venligst oplyse i dit CV, hvilke sprog du mestrer og på hvilket niveau.

Vi ansætter løbende frem til april og vil glæde os til at høre fra dig.